Regional cykelrute 32 fra Harboøre til Brande går på tværs af nogle af de jyske ådale og giver derfor mulighed for at opleve nogle gode udsigter.

Det første stop efter Harboøre bør være ved Engbjerg bakke nogle få kilometer syd for byen. Fra udsigtspunktet er der en fantastisk udsigt over landskabet og de mange gravhøje i området. Landskabet er smukt på vej mod Lemvig, og den sidste strækning inden Lemvig følger den afmærkede Planetsti, som er en model af solsystemet i størrelsesforholdet 1 til 1 milliard. Modellen af selve solen står ved vejsvinget vest for Lemvig museum.

Sørg for at holde øje med kortet, når du kører ud af Lemvig, så du kommer mod Kronhede og Klosterhede Plantager. Den lange lige grusvej gennem plantagerne udgjorde den gamle landevejsstrækning mellem Lemvig og Holstebro, og de oprindelige milesten står stadig ved vejens nordside. I den nordvestlige del af plantagen ligger en flyveplads, som er anlagt af tyskerne under 2. verdenskrig, og lidt vest for hovedvejen er en stor hospitalsbunker blevet indrettet som museum.

Syd for Klosterheden køres gennem et fladt engområde omkring Storåen, og efter at have passeret landevejen mellem Ringkøbing og Holstebro kommer du til den fredede Idom Hede, hvor du kan se omkring 30 gravhøje, -hvis du altså kigger ordentligt efter. Ved Vind Kirke fra omkring år 1325 krydser ruten den regionale cykelrute 18 for at fortsætte mod områdets højeste punkt Tihøje på 111 meter samt det smukke, fredede område ved Trehøje.

Vejen fra Trehøje til Møltrup er en del af den gamle landevej Holstebro og Herning, og milestenene fra dengang står stadig langs vejen, som fører os forbi den gamle herregård, Møltrup, lige syd for Vildbjerg. Møltrup er i dag optagelseshjem for mænd, der er kommet i livets skyggeside. Den store herregård og det tilhørende område er meget smukt og kan besøges efter forudgående aftale.

Fire til fem kilometer syd for Møltrup passeres et lille areal med nogle gravhøje vest for vejen. Nordligst i dette areal ligger en dynge sten for enden af et granhegn. Dette stenkast er opstået efter en ung piges død her i 1857 i forbindelse med kapkørsel i hestevogn. I mange år efter ulykken blev det et ritual at kaste en sten, men pas på ikke at ramme nogen.

Tag evt. en lille afstikker fra ruten til Skibbild for at besøge Danmarks eneste billedautografmuseum eller fortsæt gennem Snejbjerg og Studsgård mod det store plantageområde syd for Herning. På den vestlige side af vejen i slutningen af plantage området ligger den fredede Hjøllund mose med et af Danmarks reneste vandløb.

Efter mosen nærmer du dig Arnborg og kirken på den østlige side af ruten. Her krydser du både Skjern Å og den nationale cykelrute 4. I krydset ligger et lille kombineret hjemstavnshus og naturcenter, som er drevet på frivillig basis. Naturcenteret fortæller om Det danske Hedeselskab, engvandingssystemerne og områdets naturgenopretningsprojektet, mens hjemstavnshuset er et historisk tilbageblik på egnen.

Resten af vejen til Brande kører du på sydsiden af Skjern Å, hvor noget af ruten køres på udfordrende grusvej. I Brande by kan du slappe af på Storetorv i byens centrum, og du kan lægge mærke til de mange gavlmalerier, der især pryder bygningerne i området mellem Storegade og Stationsvej. Når du nu har fået de kulturelle briller på, kan du også kigge forbi remisen, som er omdannet til et levende kunstnerværksted.

Hvis du vil videre fra Brande mod Horsens, så kan du fortsætte på næste del af regional cykelrute 32 fra Brande til Horsens.

Seværdigheder

  • Planetstien i Lemvig
  • Vind Kirke
  • Tihøje
  • Trehøje
  • Møltrup Herregaard
  • Mørupstenen
  • Arnborg Hjemstavnshus og Naturcenter
  • RemisenBrande

Kort over Regional Rute 32: Harboøre til Brande

Hvis du gerne vil medbringe et godt cykelkort, når du skal køre ruten, så husk at tjekke vores guide til at vælge det rigtige cykelkort over Danmark.

Distance: 104 km
Asfalt: 90 km
Grusveje og stier: 14 km

Skriv en kommentar