Regional cykelrute 24 bringer dig forbi en række interessante gravhøje, der er en del af Oldtidsvejen, som strækker sig fra Bovbjerg ved Vesterhavet og helt til Hagebro. Og du kan måske indstille din triptæller efter punkter på ruten, da den flere steder er opmålt af selveste Ole Rømer på befaling af den enevældige kong Christian V.

Ruten starter ved den flotte Holsterbro Banegård fra 1904. Banegården er tegnet af DSB’s overarkitekt, Heinrich Wenck, der også har bygget Københavns Hovedbanegård. Herfra følger ruten byens cykelstier gennem de nordvestlige parcelhusområder ud af byen.

Lige udenfor byen passerer du det fredede område omkring Døeshøjene. Højene er fra sten- og bronzealderen og meget forskelligartede. Fladhøjen Bredhøj, der er 50 meter i diameter, og langhøjen Langemette er de mest markante af arealets 25 høje. Gravhøjene er en del af Oldtidsvejen, der er en række gravhøje, der strækker sig fra Bovbjerg ved Vesterhavet og nord for Hagebro. I en af højene blev bl.a. fundet et uldbælte vævet efter en enestående teknik. Bæltet er dateret til bronzealderen og du kan se en kopi på Holstebro Museum.

Kort efter den lille landsby, Krunderup, passerer du det store, smukke hedeareal, Mangehøje, på den sydvestlige side af vejen. Umiddelbart nord for den sydligst beliggende høj, hvor ruten drejer mod Asp, kan du se en milesten fra 1600-tallet. Den enevældige konge Christian V beordrede den berømte videnskabsmand, Ole Rømer, til at opmåle de misligholdte danske veje i et forsøg på at modernisere og vedligeholde vejvæsenet. Stenen fortæller, at nu er du en mil fra Holstebro. Fra Asp kan du møde disse fredede milesten med cirka en kvart mils mellemrum. Hver fordybning svarer til en kvart mil.

Lige efter du drejer af mod Fousing, kan du trille hurtigt ned af en bakke, der har en 11% stigning. Brug pausen til at forberede dig på et par gode udsigter. Ved området Kjærgaardsmølle i udkanten af Klosterhede Plantage er der en bemærkelsesværdig udsigt over den del af Struer Bugt, der kaldes Kilen. Kilen er fredet, og hvis du trænger til at strække benene kan en gåtur på en af vandreruterne i området anbefales. Ikke langt fra naturskolen Kjærgaard Mølle er der en dejlig skovlegeplads for barnlige sjæle.

Lidt længere fremme kommer man forbi den høj, hvor den sidste offentlige henrettelse i Danmark foregik i 1798. Heller ikke dengang var det tilladt at slå sin mand ihjel med rottegift.

Efter Kjærgaardsmølle kører du videre ad ruten. Ikke langt fra Bremdal støder ruten på den nationale cykelrute 12. Ved samlingspunktet kan du tage en afstikker fra ruten og køre til Kleppen, hvor du kan tage færgen til Venø, eller du kan fortsætte op mod Hurlum. Ved Hurlum bør du køre mod øst for at opleve det tilbagelænede og idylliske Hurlum Fiskerleje med de små fiskerhuse.

Fra Hurlum er der ikke langt til Oddesundbroen fra 1938, som kan føre dig videre på ruten mod Thisted. Fra Draget mellem Lyngs og Udby kan du følge national cykelrute 12.

Seværdigheder

  • Holsterbro Banegård
  • Døeshøjene
  • Sir-Lyngbjerg
  • Klosterheden Statsskovdistrikt
  • Struer Museum
  • Det Gamle Klubhus
  • Sprøjtehuset
  • Sarpsborgpigen
  • Humlum Fiskerleje
  • Ydby Skjold
  • Doveodde Købmandsgård
  • Skyum Bjerge

Kort over Regional Rute 24: Holstebro - Thisted

Hvis du gerne vil medbringe et godt cykelkort, når du skal køre ruten, så husk at tjekke vores guide til at vælge det rigtige cykelkort over Danmark.

Distance: 105 km
Asfalt: 101 km
Grusveje og stier: 4 km

Skriv en kommentar