En meget rolig rute væk fra byliv og travlhed. Her får man et smukt indtryk af landskaberne vest for Vejle by. Ruten byder på afveklsende natur ved Frederikshåb Plantage, historisk tilbageblik til vikingerne både ved Ravningbroen og i Jelling og afslappet hygge ved Fårup Sø. Alt i alt en meget smuk rute uden mange biler, da en del af ruten køres på den gamle Bindeballesti.
Vi starter i Randbøl, hvor der er en fin kirke. Herfra fortsætter vi mod Frederikshåb Plantage og Randbøl Hede. Hvis tiden tillader det kan gåture begge steder anbefales. Vi kører gennem den østlige del af Frederikshåb Plantage og drejer mod øst for at cykle nogle kilometer inden vi rammer den helt unikke Bindeballesti, som I følger tilbage til Skibet.
Bindeballestien kører langs det gamle jernbanespor fra 1897 mellem Bindeballe og Vejle. Det betyder, at ruten gennem den ellers noget bakkede Vejle Ådal er nogenlunde jævn og kan nydes uden egentlige stigninger. Det eneste, man derfor rigtigt kan blive forpustet over undervejs, er de naturskønne udsigter over de omgivende dalbakker og bølgende marker med forskellige afgrøder og kreaturer eller de mange små dambrug. Særligt på stiens første del mellem Bindeballe og Skibet.
Ruten er behageligt rolig - kun for gående og cyklister. Det første stykke fra Bindeballe kan man bare høre lyden af dækkene, der kører over stiens grusbelægning, men efter Ravning kører vi igen på asfalt. Undervejs på stien er der opstillet borde og bænke flere steder til en medbragt madpakke, og vi finder mange forskellige kulturhistoriske lokaliteter, som indbyder til et stop.
Flere steder på ruten viser opstillede kort og lokalbeskrivelser områdets attraktioner, så man har mulighed for at følge med undervejs.
I Bindeballe kan man kigge forbi den gamle station for at studere jernbanehistorien. Den nærliggende købmandsgård fra jernbanens tid fungerer i dag som indkøbssted og museum, hvor gæster og kunder levende oplever købmandshandlen fra jernbanens forsvundne tid.
Afstikker: Inden vi når Ravning, kan de historisk interesserede tage en afstikker forbi Egtvedpigens grav, som er et af Danmarks bedst bevarede bronzealderfund. Man kan også kigge forbi Tørskind Grusgrav - en særpræget, åben skulpturpark midt i landskabet med en samling store skulpturer i træ, sten og metal skabt af billedhuggerne Robert Jacobsen og Jean Clareboudt. Begge attraktioner ligger kun få kilometer fra Bindeballestien.
Ved den gamle Ravning station kan man se rekonstruerede dele af en 760 m lang vikingebro - Kong Harald Blåtands gamle bygningsværk. I stationsbygningen kan man se en udstilling om broen og udgravningen. Her findes også borde og bænke til medbragt mad samt toiletter, hvor der kan hentes vand. I dårligt vejr kan man nyde maden i læ af et skur.
Smutvej: Hvis du ønsker en lidt kortere tur, kan du vælge at følge regional cykelrute 35 nordpå. Den fører dig gennem Ravning og forbi Engelsholm Slot inden du igen møder Hærvejen og kan fortsætte sydpå gennem Gødding Skov og tilbage til Randbøl.
Længere fremme på ruten kommer vi forbi Vingsted Centret - et aktivitets- og kursuscenter. Her kan man bl.a. tage en tur i svømmehallen. I Vingsted ligger også Vingsted Historiske værksted, hvor man kan se en nyopført jernalderlandsby eller få en rundvisning i Vingsted Mølle. Husk at lave aftale på forhånd.
Resten af vejen ind mod Skibet køres tæt langs Vejle Å. Flere gange krydses åen over små træbroer, der inviterer til et kort stop for at opleve vandets mediterende effekt. Vi kører også forbi Haraldskær Fabrik fra 1741, der i sin tid udnyttede åens vandkraft til fremstilling af kobbervarer, leer og søm. Og ikke langt herfra kan man imponeres af den gamle Haraldskær herregård fra 1434, der i dag huser et konferencehotel. Husk at vende blikket mod den fine gamle Skibet kirke på stiens nordside med kalkmalerier fra ca. år 1200, inden ruten drejer under motortrafikvejen ind til Skibet by.
Fra Skibet kører vi via Jennum mod Fårup Sø og Jelling ad små veje gennem små landsbyer. Vi starter med friske ben, som snart bliver udfordret af den første lange bakke, som fortsætter helt til Jennum. I Jennum kan man heldigvis allerede få fyldt depoterne op i den lokale brugsforening, inden vejene for alvor begynder at sno sig gennem landskabet på vej mod Fårup Sø. Vi følger cykelskiltene og kan nyde udsigten, mens vi lader cyklen rulle ned ad bakke en del af vejen.
Fårup Sø indbyder til en dejlig lang pause, og øst for søen der er mulighed for at købe lidt lækkert i kiosken, nyde mad ved nogen af det opstillede borde, leje vandcykler eller tage en tur med vikingskibskopien, Røde Orm. Når benene er kommet til sig selv, fortsætter du mod Jelling på regional cykelrute 35. Det går op ad bakke gennem skoven, og stigningen fortsætter hele vejen til Jelling by.
I Jelling passerer vi tæt forbi Jelling Kirke og monumenterne fra vikingetiden, og så er museet med den permanente udstilling om Kongernes Jelling absolut et besøg værd. Vi følger cykelruten ud af Mølvangsvej, hvor vi passerer forbi friluftsbadet og Jelling Camping, hvor der er mulighed for at spille minigolf. Lige overfor passerer vi området, hvor det om sommeren summer af liv under den årligt tilbagevendende Jelling Musikfestival. Vi fortsætter gennem marklandskabet mod den lille by Mølvang.
Efter Mølvang skal vi sørge for at fange national cykelrute 3 (Hærvejen), som ad små veje leder os videre mod Randbøl. I den noget faldefærdige Trollerup drejer vi mod vest og kører gennem marklandskaber og tæt på vindmøller, som nyder at vinden ikke møder alt for mange forbindringer.
Kort efter vi har passeret Bredsten Landevej, kan du holde pause ved Naturstedet Gårdbutik, hvor vi kan sidde ved de opstillede bænke eller søge ly i lysthuset og nyde sit medbragte mad eller kigge ind i den meget blandede landhandel, hvor der altid bydes på gratis kaffe og en hyggelig snak med stedets indehaver eller de andre gæster.
Efter naturstedet fortsætter ruten relativt fladt gennem et skiftende landskab. Vi passerer Rolighedsvej, og på en blæsende dag glæder vi os over at der efterhånden kommer mere og mere bevoksning omkring vejen, som vi nærmer os Gødding Skov, hvor træerne begynder at række ud over vejen og danne et naturligt halvtag. Fra Gødding Skov fortsætter vi tilbage til Randbøl.
Hvis du gerne vil medbringe et godt cykelkort, når du skal køre ruten, så husk at tjekke vores guide til at vælge det rigtige cykelkort over Danmark.
Distance: 42 km
Asfalt: 42 km
Grusveje og stier: 0 km
Relaterede cykelruter og cykelture
Randbøl - Afvekslende natur, Egtved og Engelsholm
Ruten har store naturoplevelser, et historisk islæt og kulturelle oplevelser. Vi kan nyde udsigten fra bakkerne på Randbøl Hede, besøge Egtvedpigen, se lands...
Randbøl - Plantage, hede og Bindeballe Købmandsgård
En dejlig overkommelig rute med dejlig natur og historisk islæt
Skriv en kommentar